kul kalender ikon HVID
kul kultur koege facebook icon HVID
Koncert og digtoplæsning med Katrine Gislinge og Søren Ulrik Thomsen
Om Natten Koncert og digtoplæsning med Katrine Gislinge og Søren Ulrik Thomsen
Temaet ved denne poetiske koncert er nattens stemninger. Katrine Gislinge vil spille nocturner (natstykker) af Bent Sørensen samt Beethovens måneskinssonate.
Ind imellem nocturnerne vil Søren Ulrik Thomsen læse et udvalg af digte, der reflekterer den poetiske stemning i musikken. Søren Ulrik Thomsen og Bent Sørensen har tidligere arbejdet sammen i tekst og musik, og de insisterer begge på, at kunst gerne må være smuk og umiddelbar. Dette vil også mærkes tydelig i vekselvirkningen mellem ord og toner ved denne koncert.
Katrine Gislinge har gennem de sidste to årtier etableret sig som en af Skandinaviens mest markante pianister. Hendes enestående indlevelse og formidable udtryksvilje placerer hende som en af det danske musiklivs mest interessante og spændende kunstnere.
Søren Ulrik Thomsen har siden sin debut med City Slang i 1981 udgivet seks digtsamlinger, fotobogen København Con Amore og en lang række essays. Seneste udgivelse er essayet Store Kongensgade 23. Han har modtaget en lang række priser og legater, bl.a. Statens Kunstfonds livsvarige ydelse 1995.
Bent Sørensen er en af de mest betydningsfulde komponister i Danmark. Han omtales af pladeselskabet Dacapo som ’en af sin generations mest høreværdige danske komponister, også på internationalt plan’. Bent Sørensen er hædret med en række priser, bl.a. en Grawemeyer Award, Carl Prisen og Nordisk Råds Musikpris.
MGK Show
Arrangementet indledes med en koncert med solister og ensembler fra MGK Sjælland. MGK er et 3-årigt kursus, der forbereder unge musikere til konservatoriernes optagelsesprøver. Det er således nogle af fremtidens professionelle musikere, som kan opleves ved denne koncert.
Arrangementet præsenteres af ISCENESAT Festival og er støttet af Køge Kommunes Kulturpulje.
Kørestolspladser sælges via Ticketmaster Kundeservice tlf. 3848 1633. Dørene åbner 13.30
ISCENESAT FESTIVALISCENESAT er festivalen, hvor litteratur, klassisk musik og skuespil mødes og udforsker de magiske snitflader imellem kunstarterne. Her smelter musikkens tonesprog og litteraturens største stemmer sammen og skaber et nyt fælles udtryk.
Alle arrangementer finder sted på Teaterbygningen og er resultatet af et samarbejde mellem Teaterbygningen, MGK Sjælland, KøgeBibliotekerne og Musikforeningen Køge Klassisk. Festivalen er støttet af Køge Kommunes kulturpulje.
Teaterbygningen arbejder sammen med kommunens mange kulturproducerende foreninger, institutioner om private aktører om at skabe en kulturprofil, som er vedkommende, relevant og publikumsrettet for flest mulige borgere.
Oplevelser der bygger bro mellem generationer eller samlet på tværs af kommunen prioriteres, ligesom fokus på særlige satsninger indenfor kulturområdet og tværgående indsatser i kommunen generelt.
Lokaleleje
Det er muligt at leje lokaler i Teaterbygningen – dog ikke til private arrangementer. Der er i alt syv lokaler med plads til mellem 12 og 600 personer og vores medarbejdere gør lokalet klar til brug.
Foreninger og organisationer med folkeoplysende formål i Køge Kommune kan låne lokaler uden beregning. Dog skal arrangementet vedrøre foreningens primære formål.