kul kalender ikon HVID
Du kan også finde Kultur:Køges nyhedsbreve om alt hvad der sker i Køgeområdet på Facebook
Køge Bibliotek har fået en ny læseklub for alle, der har lyst til at dykke ned i fagbøger og romaner om de geniale (og nogle gange også gale) videnskabsmænd- og kvinder, der har formet vores verden.
Kulturformidler Esben Hansen er vært, og han har udvalgt romanen Når vi ikke længere forstår verden, som klubbens første bog. I den prisvindende bog af den chilenske forfatter Benjamin Labatuts kommer man tæt på en række videnskabelige enere fra det 20. århundrede, der ændrede verdens gang på både godt og ondt. Esben Hansen fortæller om bogen, som han er svært begejstret for: ”Det er en tankevækkende, relevant og virkelig velskrevet page turner. Man kommer ind i tankeverdenen hos kemiker Fritz Haber; kendt som faderen til kemisk krigsførelse, matematiker og datalog Alan Turing, som knækkede den tyske Enigma-kode under 2.v.k. samt Werner Heisenberg og Niels Bohr, som revolutionerede fysikken med kvanteteorien.”
Læseklubbestyreren understreger, at alle er velkomne, og at alle meninger er velkomne. Der er ikke noget facit, og man behøver ikke være en garvet læser for at deltage. Når man har tilmeldt sig på køgebib.dk, kan man hente bogen på biblioteket, så man er klar til d. 27. marts, når læseklubben Kvantespring mødes for første gang.
På dit bibliotek sker der mange ting
– for både børn og voksne, og alle er velkomne.
Vi har masser af kurser, foredrag, workshops, klubber og andre aktiviteter, som du kan læse mere om på KøgeBibliotekernes hjemmeside eller i kalenderen her på køgenu.dk.